Webbureauet Kreer slap af med irriterende opkald

Da Thore Nissen fra Kreer for lidt over et år siden løsrev sig og gik selvstændigt med sit eget SEO og webbureau i Odense, fulgte der nogle irriterende bivirkninger med; “Hver gang telefonen ringede regnede jeg med, at det var endnu en kunde der ville købe – men nej”.

Telefonsælgerne sad klar ved tasterne og kimede programmøren ned. “Det var super træls, for jeg er sådan lidt for flink til at sige ‘glem det’, så jeg brugte tid på sælgerne, som jeg kunne have brugt på mine kunder”. I dag er Thore fri for sælgere der prakker irrelevante tilbud på ham Han tilføjer dog at han stadigvæk med glæde tager telefonen og hører relevante salgskonsulenter ud.

“Det blev for meget”

Efter nogle måneder med snakken kørende lidt frem og tilbage, satte Thore sig ned med sin partner og gjorde status på situationen. De mange opkald, som foregik omkring 4-8 gange dagligt var blevet for træls og Thore beskriver hvor svært det var at holde en god tone overfor sælgerne; “Jeg blev sgu træt i låget – og endnu mere træt af at sige nej hele tiden.

Jeg taler altid ordentligt til folk og det holdt jeg fast ved, men puha det blev mere og mere svært. Jeg var ærligt talt lidt vred til sidst” siger han med et smil på læben. “Man kan jo heller ikke bare ignorere opkald, for kunderne ringer jo også indimellem fra nye numre og dem vil jeg ikke gå glip af” tilføjer han. Et eksempel hvor det næsten gik galt var, at jeg var kommet til, at blokere en vigtig kontakt, som havde en akut situation. Det var træls for jeg gør meget ud af at være kontaktbar”.

Heldigvis traf kunden Thore via omveje, men det kunne være gået rigtigt galt. Virksomheden MultiCare.dk oplevede nemlig et grimt hacker-angreb, som Thore heldigvis nåede at afværge. Blokering havde han lavet fordi han troede telefonnummeret stammede fra en irriterende telefonsælger.

Var det et scam?

Det er ikke første gang, at man hører om, hvordan nogle bliver trukket ned i en uendelig spiral af telefon salgsopkald. Flere nyhedskanaler har dækket historier om folk, der pludselig havner på særlige lister, som kan købes af virksomheder til kanvas-salg. Disse lister kan man for eksempel intetanende blive skrevet op på ved at tilmelde sig konkurrencer osv. på Facebook.

Thore mener dog ikke at dette er tilfældet; “Jeg tror stadig ikke på at jeg er kommet til at tilmelde mig et-eller-andet scam på FB, for jeg er slet ikke typen der ‘falder’ for de ting” siger han og kaster hovedet, med et skævt smil mod sin partner, som sidder og skitserer ved skrivebordet over for. Hun, Stephanie Zebis som er virksomhedens anden halvdel, bryder ud i en hjertelig latter. Hun blinker til ham, mens hun lavmælt tilføjer “Ja det kan da godt være det var mig”.

Digitale nomader

Særligt træls var det i vinters da de to web-folk rejste ud i verden og boede i Thailand; “Det var sååå træls når de ringede dernede. Vi lå ofte og sov fordi tiderne jo er lidt skæve i forhold til Danmark”. Parrets rejse var ikke en hyggetur. Byen, Chiang Mai, som de to var bosiddende i kaldes populært SEO’en mekka. “Formålet med vores rejse var at suge viden til os og måske at finde nye samarbejdspartnere – Det fik vi indfriet må vi sige”.

De to nikker i takt og smiler. Digitale nomader er et fænomen skabt i nyere tid, hvor rigtigt mange kan arbejde direkte fra computeren. Det har skabt nye muligheder for, at rejse mens man tjener penge. Derfor mødte de to fra Kreer mange undervejs, som ligeledes arbejder som selvstændige freelancere inden for forskellige grene af det digitale univers; fotografer, online-undervisere, oversættere, grafikere m.fl.

Ro til fokuseret arbejde

Måden Thore og Stephanie slap af med telefonsælgerne var en beslutning om, at tilmelde sig Reklamebeskyttelse inde på CVR, indsætte logoet på deres hjemmeside og tilmelde sig listen. Derudover har de gjort en række andre tiltag såsom at tilmelde sig robinsonlisten og få hemmelig adresse i samme omgang; “Jeg lukkede bare helt ned – også for privaten. Vores telefon var i begyndelsen koblet op på vores privatliv så jeg gjorde bare kort proces – Og det virkede super godt”.

Næsten fra dag-til-dag var virksomheden fri af sælgerne og det gjorde en verden til forskel for dem begge. “Jeg føler faktisk stadig en stor lettelse. Jeg nyder når telefonen ringer i dag fordi jeg VED at det enten er en kunde, en af vores freelancers eller samarbejdspartnere (…) Det er virkelig rart” indskyder Stephanie, men hun igen titter fra bagsiden af sin macbook og Thore nikker i enighed.